Vælg en side

Grønland står over for en række potentielle hovedpiner i fremtiden, herunder øget skibstrafik, mindre fangster, flere turister samt vildere vejr med flere ulykker til følge. En nyudgivet rapport giver derfor gode råd til at håndtere forandringerne.

Klimaet og verdensøkonomien forandrer sig, og i Arktis går det særligt stærkt. Så hvordan kan man bedst forberede sig på fremtiden? Arktisk Forskningscenter på Aarhus Universitet har derfor – sammen med Grønlands Naturinstitut og Universitet Laval i Canada – anført det omfattende arbejde og i AMAP-rapporten Adaptation Actions for a Changing Arctic: Perspectives from the Baffin Bay/Davis Strait Region er analyserne nu tilgængelige i. AMAP er en af seks arbejdsgrupper under Arktisk Råd.

Projektet blev i Grønland indledt med workshops med aktører og forvaltere, der i alt førte til syv udvalgte temaer til videre studier. Temaerne var levende ressourcer, råstofudnyttelse, skibsfart, infrastruktur, turisme, sundhed og uddannelse. En gruppe forskere fra Grønland, Danmark og Canada har udarbejdet analyser samt forslag til, hvordan samfundet bedst ruster sig til fremtiden. Arbejdet i Grønland har været ledet af Arktisk Forskningscenter på Aarhus Universitet og klimaforskningscenteret på Grønlands Naturinstitut, med deltagelse fra Ilisimatusarfik, Danmarks Meteorologiske Institut, Aalborg Universitet, Danmarks Teknologiske Universitet, Københavns Universitet samt en række canadiske universiteter. Nogle af forslagene er konkrete tiltag, mens andre forslag skal gøre samfundet mere robust overfor en uforudsigelig fremtid. Du kan læse hele rapporten her.